Hvor blev befolkningerne af i det europæiske forfatnings-projekt? De var fraværende. Det var de i betænkeligt grad også ved de indtil nu afholdte folkeafstemninger i de nye medlemslande. Stemmeprocenten var lav de fleste steder. Kun i to lande, Slovenien og Litauen var det mere end halvdelen af vælgerkorpset, der sagde ja. To steder, i Ungarn og Tjekkiet nåede tallet knap nok 40%. Bedre ser det ikke ud i de gamle medlemslande. Så lidt som muligt ønsker politikerne derfor lagt ud til folkeafstemning. EU-projektet, som det hidtil har kørt og støt skrider frem, er nu engang ikke befolkningernes projekt. Måske heller ikke i særlig grad politikernes. Unionsudviklingen synes derimod styret af en teknokratisk centralisme, som politikerne bøjer sig for, men som i virkeligheden intet har med folkelighed og demokrati at gøre. Snarere er der tale om en sen udløber af oplysningstidens elitære tankegang. Men der er ingen grund til bekymring, forsikrer de os. Unionen respekterer jo landenes nationale identitet. Hvad kan man ønske mere? Og følgende principper er sikret i forfatningen: Unionen er skabt på basis af staternes frivillige sammenslutning. Enkeltstaternes suverænitet begrænses kun på de områder, der er henlagt til unionen. Hver stat har sin egen forfatning. Enhver stat har ret til frivilligt at forlade unionen. Principperne er her gengivet efter Sovjetunionens forfatning af 1936, blot er ordet ”sovjetrepublikker” erstattet af ”stater”.www.departments.bucknell.edu . I nævnte forfatning tales også om enkeltstaternes nationale identitet, om unionsborgerskab som supplement til det nationale borgerskab, og om, at unionsret går forud for enkeltstaternes ret, o.s.v., o.s.v. Punkt for punkt er parallellen slående. Bevares, ideologien er en anden, graden af statsdannelse ligeledes. Men alligevel, noget tyder på, at det har været så som så med den meget omtalte nytænkning i EU-konventet. ”Efter føderal model” stod der i den oprindelige tekst. Formuleringen udgik. Men kun formuleringen. Hans Henningsen