Monnet-fælden.

Den 11. juli 2004 bragte Weekendavisen et interview med tidligere Jean Monnet professor Uffe Østergaard. Tilbageskuende og efterrationaliserende giver Uffe Østergaard en beskrivelse og et forsøg på en forklaring af den forventede men stadige udeblivende EU begejstring.

”Fælden bestod i, at Jean Monnet for at skabe fred mellem de europæiske nationalstater fandt på et konkret samarbejde om kul og stål. Det projekt skulle bruges til at overliste eller overbevise Europas nationale eliter og bureaukratier om samarbejdets fornuft. Det skulle så sikre en spill over-effekt efter den model, at eksempelvis et fælles marked ville nødvendiggøre øget politisk samarbejde, som vi så det fra 1986. Den strategi fungerede enormt godt; de gamle nationale eliter og bureaukratier er jo blevet europæiske, det er jeg selv et eksempel på. Eliterne er vundet, men vælgerne føler sig med rette snydt. De mener, de er blevet lovet et fælles marked, ikke en fælles politik. På den måde har System Monnet afkoblet demokratiet, og det er på sin plads at sige, hvad der er på spil.(Uffe Østergaard)”

Mekanismen i monnet-fælden er kort fortalt at lokke landene ind med økonomiske fordele, og først inde i fællessskabet går det op for de nye medlemslandes befolkninger, at hensigten med samarbejdet er politisk. Man begynder med den økonomiske integration, det indre marked, valutasamarbejde o.s.v., og først senere følger den egentlige sammensmeltning.

Beklagende må Uffe Østergaard konstatere, at han og hans ligesindede har været for hurtige til at aflive nationalstaten og det nationale tilhørsforhold. Nationalstaterne har vist sig at være mere sejlivede end han regnede med, men om 120 år vil vi alle være som Uffe Østergaard, europæere og kosmopolitter og have lagt det nationale og indsnævrende bag os.

Danmark er et godt eksempel på, hvordan monnet-fælden virker. Da vi tilsluttede os EF i 1973 var det af hensyn til landbrugets eksport, den nationale økonomi og handelsbalancen. Senere i løbet af firserne ændrede den politiske retorik sig. Hele det ledende lag af politikere i ja-partierne ændrede deres argumentation. De talte nu om det ”europæiske projekt”, som vi måtte støtte og bakke op om. Nu skulle vi ikke længere være med for pengenes skyld men for hele Europas skyld, af uselviske grunde, mens det blev anset for selvisk og primitivt at være modstander af EF samarbejdet. Politikerne vænnede sig hurtigt til den nye retorik, vælgerne havde sværere ved at følge med. Danmark gik fra at være et land som tjente penge på at være med til at være et medlem, som skulle betale for sin deltagelse. Mønsteret gentager sig i de nye østeuropæiske EU lande, med kyshånd tager de imod EU medlemskabet og de økonomiske fordele og løfter, som det fører med sig. At Unionen tager sig betalt med de nye medlemslandes suverænitet og selvstændighed bagatelliseres let af de nye medlemslandes ledere og præsidenter.

EF som en glidebane, var et yndet argument blandt danske modstandere i firserne. Det indre marked kun var en kun begyndelse, som ville føre mere med sig. Udtrykket glidebane var velvalgt. ”Glidebane” eller ”Monnet-fælde”, dækker over den samme sag: Mere vil have mere, når man først er kommet ind, er der ingen vej tilbage, har man sagt A, må man også sige B. Der er kun en vej, længere ind i Unionen, eller videre ned ad glidebanen. Det er interessant, at udtrykket ”glidebane” sjældent bruges længere af modstanderne. Omfanget og konsekvenserne af EU medlemskabet er i dag tydelige for enhver. Vi sidder nederst på glidebanens lange flade stykke.

Integrationsprocessen er måske bremset en smule på grund af nedlaget for EU-forfatningen ved afstemningerne i Holland og Frankrig. Det er blevet sværere end Jean Monnet forventede at gennemføre den egentlige sammensmeltning af de deltagerlandenes politiske strukturer. Ifølge Uffe Østergaard skulle Jean Monnet på et sent tidspunkt have fortrudt, at han begyndte med den økonomiske integration, i stedet for ville han hellere være begyndt med landenes kulturelle forening.

For ikke så længe siden blev Tysklands forbundskansler Angela Merkel citeret for, at det tyske formandskab vil arbejde for en genoplivning af forfatningen, og hun opfordrede til, at alle lagde deres hoveder i blød for at opfinde nye begrundelser for unionen. Det er tankevækkende, at EU ifølge Angela Merkel behøver begrundelser. EU er åbenbart stadig noget, som skal begrundes ved sine resultater og nytteværdi. Begrundelserne for EU skifter med tiden, så er det fred i verden, så er det økonomi, og nu er den bedste begrundelse for EU fødevaresikkerheden og det frie valg på alle hylderne mellem alle de eksotiske frugter og grøntsager. Hele tiden må EU retfærdiggøres med nye begrundelser. Det er ulempen ved monnet-fælden, som giver tilhængerne store vanskeligheder, argumenterne, som virkede i går, kan ikke bruges i dag, de bliver slidt og kommer til at klinge hult.
Tilhængernes fordel er den inerti, som driver EU institutionen frem. Den fortsætter tungt som et lokomotiv, der ikke er til at standse, og behøver for så vidt ikke nogen begrundelse. Den har nok begrundelse i sig selv i dens magt og indflydelse overalt. Det fortsætter, fordi det nu engang er der og har været der længe. Og som sådan behøver det slet ikke nogen begrundelse. Fælden er klappet, deri havde Jean Monnet ret. Selvom man skulle have tro, at EU havde fået et grundskud med Holland og Frankrigs nej, fortsætter arbejdet ufortrødent nu blot udenom forfatningen. Det er ikke sært, at de europæiske folk føler sig taget ved næsen.

Christian Munch