Nødvendigt Forum


Gør til
startside
Tilføj til
foretrukne

Vi vil ikke snydes og bedrages for en folkeafstemning  

 

Af Helge Rørtoft-Madsen
Den nye Lissabon-traktat (også kaldet reformtraktaten) bør under alle
omstændigheder til folkeafstemning. Det vil være en udemokratisk skandale for
folkestyret, hvis den kommende regering og det nye folketing ikke beslutter det.   
   Vi ved nu, at indholdet i Lissabon-traktaten er næsten identisk med indholdet
i det forkastede forslag til en EU-forfatning og har samme omfattende politiske
og juridiske betydning. Det har den tidligere formand for EU-konventet, Giscard
d´ Estaing, for nylig bekræftet i en række aviser i Europa, herunder også i danske aviser. Man har omgjort EU-forfatningen til et ”ændringsforslag til tidligere EU-
traktater”, skriver Giscard d`Estaing og spørger, hvad meningen var med ”denne raffinerede manøvre”? Meningen var, svarer han, ”først og fremmest at slippe for
at skulle afholde folkeafstemning”. Manøvren er et stort europæisk bedrag, der
går ud på at bilde EU-landenes befolkninger ind, at der ikke er tale om en
forfatning, og at folkeafstemninger derfor er overflødige. Giscard d´ Estaing stiller
selv det europæiske bedrag til offentlig skue!

   Lissabon-traktaten er ikke en forfatning af navn, men er det alligevel. Og hvis
den gennemføres, vil EU få karakter af at være en stat med sin egen indre ret, herunder menneskeret, egen fælles forpligtende udenrigs-, sikkerheds- og
militærpolitik, egen valuta, egen grænse, eget politi, egen præsident, egen ”regering”
og eget ”parlament”. I forhold til denne stat bliver medlemslandene understater.
   Dertil kommer, at traktaten indfører flertalsafgørelse på 62 nye områder, således
at der kun er ganske få områder tilbage, hvor landene har vetoret. Og den medfører, at Ministerrådet selv kan at give EU endnu mere beslutningskompetence uden at skulle spørge de nationale parlamenter og befolkningerne. Dertil lægger den en
række nye områder ind under EU's beslutningskompetence, f.eks. kirke- og
religionspolitik i EU-regi.
    Lissabon-traktaten er simpelthen den største politiske ændring og
magtoverdragelse til EU i hele EF/EU's historie, endnu mere end Maastricht-traktaten i sin tid. En så vidtgående ændring er selvfølgelig en sag for det danske folk at tage stilling til. Så sandt grundloven og folkestyret i sin tid tog udgangspunkt i dansk politisk selvstændighed og blev til af et folkekrav om en demokratisk forfatning.

   Selv om spørgsmålet om folkeafstemning om Lissabon-traktaten næsten ikke har
været fremme i valgkampen, har nogle folketingskandidater dog udtalt en tøvende
holdning til en folkeafstemning med henvisning til, at vi først skal kende
Justitsministeriets redegørelse for, om Lissabon-traktaten betyder suverænitetsafgivelse efter Grundlovens § 20. Dermed gør de deres holdning afhængig af en betragtning, der i dag må siges at være indtil det absurde snæver og formalistisk. Fordi det med tiden er blevet absurd at tale om EU som en ”mellemfolkelig myndighed”, og fordi den sidste redegørelse fra Justitsministeriet om forslaget til forfatningstraktaten viste, at der er et kolossalt gab mellem det, juristerne forstår ved suverænitetsafgivelse - og den reelle politiske beslutningsmagt, EU-forfatningen ville give EU-institutionerne på bekostning af de nationale parlamenter. Det forfatningsjuridiske begreb om suverænitet indfanger i praksis slet ikke den politiske realitet, der er tale om.   
   En oversigt over de områder, Justitsministeriets jurister fandt suverænitetsover
dragelse på – og hvilke ikke – viser følgende:
 
     Oversigt over på hvilke områder der iflg. Justitsministeriet redegørelse
af 22. november 2004 afgives og ikke afgives suverænitet ( Grundlovens § 20 )
ved tiltrædelse af forslaget til EU-forfatning (forfatningstraktaten).
                                                                        


Kræver
afstemning

Kræver ikke afstemning

Ændring af institutionerne, sammensætning, afstemningsregler mv   Nej s.36

Sammensætningen af EU-kommissionen

 

 Nej s.39

Beskyttelse af personoplysninger

Ja s.41

 

Unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit

Ja s.44

 

Diplomatisk beskyttelse

Ja s.45

 

Administrative foranstaltninger om kapitalbevægelser mv.

Ja s.47

 

Kompetence for EF-domstolen i sager om intellektuelle rettigheder

Ja s.49

 

Rumpolitik

Ja s.51

 

Grænseoverskridende trusler om sundhed mv.

Ja s.52

 

Grænsekontrol, asyl, indvandring, civilretligt samarbejde, retligt samar-
bejde i straffesager og politisamarbejde

 



Nej s.57

Om artikel 9 i protokol nr.20 om Danmarks stilling

Ja s.60

 

Fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik

 

Nej s.69

Solidaritetsbestemmelsen

 

Nej s.71

Social sikring

 

Nej s.73

Intellektuelle rettigheder

 

Nej s.74

Humanitær bistand

 

Nej s.75

Energipolitik

 

Nej s.77

Turisme

 

Nej s.78

Sport

 

Nej s.79

Civilbeskyttelse

 

Nej s.81

EU-rettens forrang

 

Nej s.83

Unionens tiltrædelse af Menneskerettighedskonventionen

Ja s.85

 

Charteret om grundlæggende rettigheder

 

Nej s.88

Forholdet mellem Charteret og folkekirken

 

Nej s.90

Fleksibilitetsbestemmelsen

Ja s.93

 

Overgang fra enstemmighed til flerstemmighed

 

Nej s.96

Ændring af dele af forfatningstraktaten

Ja s.97

 

Færøerne og Grønland

 

Nej s.98

     

                                                                                     

    Umiddelbart er det grotesk, at der står nej ud for så væsentlige områder som
”ændring af institutionerne”, ”grænsekontrol mv.”, ”udenrigs- og sikkerhedspolitik”, ”EU-rettens forrang”, ”charteret om grundlæggende menneskerettigheder”, ”over
gang fra enstemmighed til flerstemmighed”, ”Færøerne og Grønland”, og endelig
at spørgsmålet om ”folkekirken” kun ses i relation til ”charteret”.
    Nej, det giver ikke mening at afgøre, om der skal være folkeafstemning eller ej,
ud fra denne juridiske formalisme. Det giver i hvert fald ikke god demokratisk mening, når der jo er tale om så politisk omfattende og betydningstunge emner,
som vi hidtil har haft selvstændig og demokratisk mulighed for at bestemme om.

     Vi må derfor på det kraftigste protestere, hvis regeringen og folketinget ser bort fra den politiske virkelighed, der følger af Lissabon-traktaten - og alene træffer valg på grund af den formalistiske suverænitetsbetragtning. For den har så vidtrækkende, politiske konsekvenser for landet og enhver borgers fremtid, at det må indebære en overordnet etisk og politisk overvejelse om, hvad vi hver især finder vil være det rigtige for os selv og Danmark. Derfor er en folkeafstemning demokratisk
nødvendig. Og derfor er det mest relevant at få en udredning af, i hvilket omfang vi afgiver selvstændig, demokratisk, beslutningsmagt.
    Folketinget og regeringen må snarest efter valget tage initiativ til en regerings
uafhængig, pålidelig og tilbundsgående udredning af ikke bare det
forfatningsjuridiske spørgsmål, men først og fremmest af Lissabon-traktatens konsekvens for vores selvstændige, demokratiske beslutningskompetence. Den udredning må være forudsætning for, at befolkningen kan vurdere, hvordan der bør tages stilling til traktaten. Hvis Lissabon-traktaten reelt tilsidesætter grundloven som basis for vores demokratisk-politiske selvstændighed, er grundloven og folkestyret i en så fatal krise, at Danmark enten ikke kan tiltræde traktaten eller kun kan gøre det efter en grundlovsændring og folkeafstemning. 

    I vores over 30-årige danske EF/EU-historie har der været folkeafstemninger
om alle store traktatændringer. Nice-traktaten er undtagelsen fra den regel. Derfor er det en historisk og demokratisk velbegrundet  forventning, at det også sker denne gang. Men regeringen og det afgåede folketing og størstedelen af folketingskandidaterne i den nu overståede valgkamp har skabt en frygt blandt vælgerne for, at de ikke vil lade befolkningen tage stilling til denne traktat af hidtil uset betydning for Danmark og Europa ved en folkeafstemning.
      I sin tid fik vi ikke bare løfte om en folkeafstemning om forslaget til en EU-forfatning. Den var planlagt at skulle finde sted i september 2005. Når indholdet
i den kommende reformtraktat er så tæt på det oprindelige forfatningsforslag, må konsekvensen naturligvis være, at den i sin tid aflyste folkeafstemning nu skal gennemføres om Lissabon-traktaten.   
   I et samfund, der bygger på folkestyret som folkets ret til at bestemme om de fælles, samfundsmæssige anliggender og den gældende ret, sætter politikerne selve folkestyret ud af kraft, hvis de udelukker folket fra at stemme om en traktat, der indebærer den største indskrænkning af vores selvstændige folkestyre, vi hidtil er blevet stillet over af EU-udviklingen. Hvis ikke de, der bliver valgt til Folketinget forstår dét som det politiske kernespørgsmål i forbindelse med Lissabon-traktaten og sørger for, at befolkningen får ordentlig besked om den og dens forhold til vores grundlov og folkestyre og beslutter, at den skal til folkeafstemning, stempler de sig selv med et demokratisk snyderi af historisk format.


Copyright Nødvendigt Forum 2003