Ethvert foretagende må have en mening for at kunne fungere. Dette gælder på alle niveauer, fra den mindste forening til staten. Men der er alligevel en vigtig forskel mellem en forening og en stat. Foreningen får sin mening, sin "sjæl" af det formål, den har. Spørger man f. eks. efter De Forenede Nationers sjæl, så vil ingen være i tvivl. Formålet er at fremme samarbejde og international forståelse mellem alverdens lande. De fleste vil finde, at dette formål giver god mening. Men spørger man, hvad meningen er med f. eks. Danmark, ser man straks, at sådan kan man egentlig ikke spørge, for Danmark er ingen forening og ingen organisation, men noget andet. Hvad man solidariserer sig med som dansk, er ikke bare løsningen af bestemte opgaver, som f. eks. dem, der er forbundet med velfærdssamfundet eller lignende, men noget mere, som i realiteten ikke kan defineres, noget der ganske givet har med livsholdning at gøre, ikke en holdning, som vi i Danmark har "antaget", "indtaget" eller på anden måde valgt, men en holdning, som på naturlig måde er groet frem. Men hvad så med "Europas sjæl"? Hvis man med "Europa" mente det hele Europa, som vi kender det fra landkortet og fra historien, så kunne udtrykket vel nok siges at have en vis mening. Men sådan bruger man ikke ordet i de kredse, der taler om Europas sjæl. Her er "Europa" indsnævret til EU. Ingen skal tro, at de er rigtige europæere, før de er kommet ind under EU. Der er kun det problem, at EU mangler en sjæl. - Til forskel fra alle de enkeltlande, som EU består af. Ville man så bare nøjes med en sjæl á la FN, så var problemet løst, for de fleste kan se, at der er god mening i et europæisk samarbejde om nærmere bestemte emner af fælles interesse, men EU vil være en stat og have en rigtig sjæl. Derfor prøver man nu, som det hedder, at "give Europa en sjæl" og har til det formål allieret sig med den politiserende kirkelighed, som altid spejder efter en mulighed for at skaffe kirken verdslig magt. Hele problemstillingen ligger fjernt fra almindelig dansk tankegang, og Den danske Folkekirke lader sig næppe uden protest fra såvel kirkelige som ukirkelige medlemmer forvandle til ideologileverandør til EU. Folkekirken må imidlertid forventes ved først givne lejlighed at komme under anklage for nationalt snæversyn. Det samme er allerede overgået både højskolen og Grundtvig. Til trods for at væsentlige internationale impulser allerede fra 1920'erne og fremefter er udgået fra højskolekredse. Og til trods for at Grundtvig fundamentalt tænkte universalt og ikke snævert nationalt. Det er i det Almeen-Menneskelige", siger han udtrykkeligt, at "alt Folkeligt omsider skal finde sit Maal og sin Forklaring". Men det er alt sammen lige meget, hvis ikke man vil synge med på den nye trosbekendelse, men fastholder den kætterske opfattelse, at virkeligheden er større end EU. I virkeligheden går der en lige linie fra Grundtvig til den forståelse af det folkelige og det mellemfolkelige (jf. Grundlovens § 20), som var dominerende i dansk politik i efterkrigstiden indtil den i 1990'erne fortrænges af EU-ideologien. Så betød "mellemfolkeligt" pludselig kun, hvad der har med EU at gøre, "det folkelige" betød ikke noget mere, heller ikke i dansk skole- og uddannelsespolitik, og alt, hvori udtrykket "national" forekom, var per definition nationalisme. Som altid, når ideologier hærger, viser det sig i sproget, i fordrejninger, indsnævring af betydningerne og manipulation med ordene. Europa betyder ikke mere Europa, samarbejde ikke mere almindeligt samarbejde og internationalt samarbejde betyder ikke mere internationalt samarbejde. Alle ordbetydninger er indsnævrede, og "internationalt" ligesom "mellemfolkeligt" ensidigt knyttet til EU. Alt sammen en virkninger af den ånd, der udgår fra EU, og som ikke er nogen sjæl, men en ideologi, en ideologi, som beklageligvis i stigende grad også præger den danske regerings sprogbrug - og handlinger. Det gælder de europæiske værdier, siger Nyrup om Østrig-sagen. Hvad der i realiteten er tale om, er det mest eklatante forræderi mod demokratisk anstændighed, vi har set i efterkrigstiden. - I ideologiens navn. Hans Henningsen