Om folkeafstemning handler flere paragraffer i den nugældende danske grundlov. Ja, selve grundloven hviler på princippet om folkeafstemning. Ingen grundlovsændring kan finde sted uden folkeafstemning (§ 88). Først skal et ændringsforslag være vedtaget af Folketinget. Hvis regeringen derefter ønsker at ”fremme sagen”, skal den udskrive nyt folketingsvalg, og forslaget skal vedtages i helt uændret form af det nyvalgte folketing. Derpå sendes det til folkeafstemning. hvor det kræves, at et flertal, og mindst 40 % af samtlige stemmeberettigede, stemmer for ændringen. Før grundlovsændringen i 1953 var kravet 45 %. Men selv 40 % er en barriere, som kan være svær at overvinde, så man kan ikke regne med at kunne ændre grundloven i tide og utide, f. eks. hver gang der skal afgives suverænitet til EF / EU. Hertil bruger man i stedet § 20, som var en nydannelse i 1953-grundloven. Fællesmarkedet blev imidlertid først dannet i 1957. Nogle siger, at grundlovsfædrene dengang var forudseende. Men det omfang suverænitetsafgivelsen siden skulle få, har dog næppe mange dengang kunnet forestille sig.   I § 20 hedder det, at beføjelser, som ifølge grundloven tilkommer rigets myndigheder, ved lov kan overlades til ”mellemfolkelige myndigheder” i ”nærmere bestemt omfang”. Det rejser spørgsmålet, om EU er en ”mellemfolkelig myndighed”, og ligeledes, om suverænitetsoverdragelsen virkelig er sket ”i nærmere bestemt omfang”. Spørgsmålene har været indbragt for højesteret, som dog mener, at grundloven endnu ikke er krænket. Det sker først i det øjeblik, Danmark ikke længere kan betragtes som en selvstændig stat. Afgørende er her den tolkning, at suverænitetsafgivelse efter § 20 kan opsiges af Folketinget med simpelt flertal. Et konvent arbejder i øjeblikket på et forslag om en EU-forfatning. Alt tyder på, at også denne forfatning, som danske politikere helst bare kalder en traktat, vil blive søgt vedtaget efter § 20, d.v.s. opnår et forslag om suverænitetsafgivelse ikke et flertal på fem sjettedele i Folketinget, d.v.s. 150 stemmer, skal det sendes ud til folkeafstemning. De nærmere regler fremgår af grundlovens § 42. Til vedtagelse kræves et flertal, dog mindst 30 % af de stemmeberettigede ved folketingsvalg. Der har siden 1972 været afholdt 4 folkeafstemninger om suverænitetsafgivelse efter § 20, om selve medlemskabet i 1972, om Maastricht-traktaten 1992, om Amsterdam-traktaten 1998 og om ØMU’en, den fælles valuta, 2000. To af disse forslag faldt ved folkeafstemningen. Afstemningsreglen i § 42 anvendes desuden ved folkeafstemninger krævet af et mindretal i Folketinget. En tredjedel af tingets medlemmer kan inden for en frist af tre søgnedage kræve et vedtaget lovforslag til folkeafstemning. Bestemmelsen blev anvendt ved ”jordlovsafstemningen” d. 25. juni 1963. Alle fire jordlove bortfaldt. Også grundlovens § 29 omtaler folkeafstemning, nemlig i forbindelse med ændring af valgretsalderen. Her anvendes også reglen i § 42. Folkeafstemning om valgretsalderen efter har været afholdt 4 gange siden 1953, 30. maj 1961 (nedsættelse fra 23 – 21 år, vedtaget), 24. juni 1969 (21 – 18 år, forkastet), 21. september 1971 (21 – 20 år, vedtaget) og endelig i 1978 (20 – 18 år, vedtaget). Det sidste kan tydes på den måde, at folkeafstemninger altså har en forsinkende eller bremsende effekt, men før eller siden går tingene altså igennem. Nogle er tydeligvis af den tro, at noget lignende må gælde EU-spørgsmål. Får man sagen ikke igennem i første omgang, lykkes det nok næste gang. Hvad der forarger mange almindelige vælgere, gentagne folkeafstemninger om det samme, tager den garvede politiker som noget helt naturligt. Udviklingen går sin gang, og med større eller mindre forsinkelse vil de fleste indse, at sådan må det være. Politikerne var alligevel de klogeste. Men er de nu altid det? Hvordan kan man være sikker på det? Hvordan går det da til, at den folkevalgte i og med at være folkevalgt automatisk bliver klogere end folket? Svaret er, at det simpelthen er umuligt ud fra demokratisk tankegang at begrunde eller forsvare denne elitære tanke. Politikerne er selv af folket og valgt af folket. Et folk har de politikere, det fortjener. Også folk i almindelighed skal kunne overskue sammenhænge og tage stilling komplicerede spørgsmål og må gøre det dagligt i privatlivet såvel som i arbejdet og på valgdagen. Nogle har måske ikke megen tid til at bekymre sig om politik, men også politikerne er opslugt af deres specialområder, og faren for forenkling af problemstillingerne er måske endda større her takket være afhængigheden af ”nødvendighedens lov”, som det undertiden kan være fristende at gøre mere nødvendig end den i virkeligheden er. I realiteten er det umuligt at afveje forholdet mellem repræsentativt og direkte demokrati kvalitativt. Begge dele kan føre på afveje og misbruges. Man skal ikke tro, at har man det repræsentative demokrati og helst kun det, så har man det ægte og fineste demokrati. Det repræsentative system kan blive selvtilstrækkeligt og fjerne sig lang fra det folk, som det skulle tjene. Men også folkeafstemninger kan bruges mod folket og har ofte været et yndet manipulationsinstrument for diktatorer og andre, som gerne ville styre uden om parlamentet. Noget af det første, Hitler gjorde efter at være kommet til magten i 1933 var at indføre en lov om folkeafstemninger. Derfor er det godt, at der i en grundlov som i den danske er fastlagt klare regler for folkeafstemninger. Der kan dog også udskrives folkeafstemning, når Folketinget, som det skete i forbindelse med EF-pakken i 1986, vedtager en lov om afholdelse af folkeafstemning. Denne mulighed har bortset fra dette ene tilfælde ellers ikke været brugt. Så man må sige, at grundloven af 1953 har været dækkende for behovet for folkeafstemninger i Danmark. I hvert fald i perioden siden 1953.   Og dog. Problemer er der, specielt hvad angår EU. Dels har det været for let for partierne bare at afvise enhver diskussion om EU-spørgsmål ved folketingsvalg. Det holdes der jo folkeafstemning om, siger man. Et i virkeligheden ikke acceptabelt svar, der blot yderligere uddyber kløften mellem politikere og vælgere. Dels er § 20 efterhånden så overbelastet og i virkeligheden misbrugt, at endnu et skridt videre i integration, og da i særdeleshed en forfatning, burde være dråben, der fik bægeret til at flyde over. Skal Danmark ind under en forfatning, som er overordnet eller blot sideordnet, om noget sådant er muligt, med den danske grundlov, så må der anstændigvis en grundlovsændring til, d.v.s. § 88 må tages i anvendelse. Hans Henningsen