Nødvendigt Forum


Gør til
startside
Tilføj til
foretrukne

Grænsen

I Flensborg Avis af 28. feb. blev spørgsmålet stillet: "Hvem skal sørge for, at de nordiske flag bliver ved med at vaje ved grænseovergangene, når Schengen-aftalen træder i kraft?" Spørgsmål nr. 2 lød: "Må der overhovedet hejses flag ved grænsen efter den 25. marts?" Avisen oplyser, at amtet har sendt et brev til Justitsministeriet om sagen. Jeg forstår det første spørgsmål. Man vil finde ud af, hvem der sørger for flaghejsningen. Det andet spørgsmål står jeg uforstående overfor. Selvfølgelig må de nordiske flag hejses også efter den 25. marts. Hvis danske myndigheder skal spørge andre om dette, så har Danmark ikke nogen egen suverænitet mere. Men når endda et blad som Flensborg Avis kan stille dette spørgsmål, har vi et klart bevis på den forvirring, der hersker vedrørende Schengen-aftalen.

I de sidste dage har man kunnet læse mange artikler både nord og syd for grænsen vedrørende Schen-genaftalens ikrafttræden. Der er blevet skrevet om "det grænseløse EU", om grænsen, "der ikke mere er synlig", om undgåelsen af den besværlige paskontrol og de lange køer ved grænsen og meget mere. Den, der passerer grænsen adskillige gange hver uge, har ikke mærket meget til en besværlig og hindrende kontrol, og bilkøer har jeg i langt højere grad oplevet alle andre steder end ved den dansk tyske grænse (problemer kan der være fredag eftermiddag og lørdag morgen i turisttiden). Hvad det grænseløse angår og grænsens usynlighed, så er det da en kendsgerning, at jeg også efter den 25. marts skal tænde lygten på min bil, når jeg passerer den grænse, der ikke mere skal være der. Overskrider jeg den såkaldte usynlige grænse, så forlader jeg et land, der har skolepligt, og hvis sociale sikkerhed baseres på forsikringsprincippet, og jeg rejser ind i et land, der har undervisningspligt, og skatterne garanterer den sociale sikkerhed. Der er altså stadig en grænse, og derfor bør den også være synlig.

Mange tror, at modstanden mod Schengen-aftalen skyldes dette, at tysk politi må forfølge en kriminel over den dansk-tyske grænse og pågribe den eftersøgte person indtil 25 km nord for grænsen. Dette har aldrig været mit argument. For min skyld må tysk politi fortsætte forfølgelsen helt op til Skagen og dansk politi helt ned til München og videre. Mit argument har altid været EURO-POL's immunitet. Denne politienhed kan ikke drages til ansvar for dens handlinger. Det er det kritiske punkt. Ingen politiker er tilsyneladende rede til at drøfte dette spørgsmål. Enhver myndighed må til enhver tid kunne drages til ansvar for dens handlinger. Tysk politi må for min skyld gerne drage over grænsen, men når det er i landet, skal det overholde landets love og til enhver tid kunne blive draget til ansvar for dets gerninger af danske myndigheder og danske borgere. Altså væk med denne immunitet. Dernæst er jeg af den mening, at kontrollen ved grænserne mellem EU-medlemslandene skal bibeholdes, indtil EU's ydre grænser er sikret. Dette er langt fra tilfældet i øjeblikket. Vi har oplevet dette i de sidste dage med de kurdiske flygtninge, der er strandet i Frankrig og der har fået 3 måneders opholdstilladelse. Adskillige af dem har man få dage senere fundet i Tyskland. Det er nødvendigt med en vis kontrol ved grænserne mellem nationalstaterne for aktivt at kunne bekæmpe den voksende kriminalitet.

Selvfølgelig er der behov for internationalt samarbejde i dette spørgsmål. Her er det INTERPOL, der skal styrkes. Gennem den kan vi bekæmpe de nye kriminalitetsruter og de nye kriminalitetsformer. Østeuropa er ikke med i EUROPOL, men i INTER-POL. Den russiske mafia kan ikke effektivt bekæmpes via EUROPOL. Samarbejdet her skal være langt mere internationalt.

Vi taler i disse dage også meget om kvægsygdomme. En aktiv bekæmpelse her klares bedst ved effektiv kontrol ved de nuværende landegrænser. Vi opdager nu, hvor meget landene er bundet af EU-afgørelser. Vaccinering mod svinepest kan enkelte lande ikke selv beslutte. Det skal først besluttes i EU, og en sådan beslutning tager lang tid. Tyske politikere har klart udtalt, at det fornuftigste i dag ville være at vaccinere kreaturerne i et fastlagt område, i hvilket en gård har modtaget får fra England. Man må det ikke på grund af EU. Med EU's beslutning om, at over en million kreaturer skal slagtes for at holde prisen, pålægges f.eks. Danmark en udgift på mange millioner kr. Hvis der følger flere af den slags eksempler, er det da klart, at EU er med til at bestemme den danske stats udgifter, og følgen vil blive, at den dermed også er med til at bestemme den danske skattepolitik.

Tager vi yderligere i betragtning, at EU-bestemmelserne om at en person, der har fået opholdstilladelse i et EU-land, dermed har fået opholdstilladelse i alle EU-lande, kommer jeg til den konklusion, at Danmark her har afgivet mere suverænitet end grundlovens artikel 20 tillader.

Spørgsmålet om konsekvenserne for den nordiske pasunion er stadig ikke helt afklaret. Vi undgår måske paskontrol ved grænserne, men borgerne må finde sig i kontrol mange andre steder, og de må legitimere sig flere steder end nogensinde før, f.eks. i hoteller og på campingpladser m.m. Schengens registreringer volder også store vanskeligheder. En virkelig effektiv kontrol findes ikke. Underordnede embedsmænd kan indføre personers navne i Schengens database, og viser det sig, at denne indførelse var uberettiget, tager det måneder for at få disse navne slettede. Så længe der ikke er skabt klarhed her, og så længe der ikke er en virkelig kontrol med disse databaser, bør Schengen-aftalens ikrafttræden udsættes.

Mange grunde taler for denne udsættelse. Selvfølgelig vil nogle nu hævde: "Ikrafttrædelsen er fastlagt til 25. marts, ergo er det umuligt at gennemføre en udsættelse". Jeg gør opmærksom på, at med Nice-aftalen blev vejen åbnet for nye medlemmer. Det har man da fortalt os. Dog allerede nu har f.eks. den tyske forbunds-kansler foreslået, at selv om nye lande bliver optaget, så vil reglen om arbejdskræfternes frie vandring for disse lande først gælde 7 år efter selve optagelsen. Flere politikere - også danske - har udtalt sig positivt til dette forslag. Hvis man for nogle landes vedkommende kan udsætte dette, der var EF's og nu EU's vigtigste, den frie vandring af arbejdskræfterne, så kan man også udsætte Schengen-aftalen nogle år endnu. Det burde også være muligt at forbedre den eller afskaffe den.

Karl Otto Meyer


Copyright Nødvendigt Forum 2003