Af Poul Thorup Kristensen og Christian Munch

Der melder sig mange spørgsmål i forbindelse med Justitsministeriets redegørelse om Lissabon-traktaten den 4. december 2007. Det er klart at det har været et stort arbejde for Justitsministeriets eksperter at gennemlæse de flere tusind sider, som den sammenskrevne traktat med protokoller efterhånden løber op i. Den gamle forfatningstraktat var hurtigere læst på kun godt trehundrede sider. Der er ikke noget at sige til, at det må tage lang tid, men det var ærgerligt, at redegørelsen ikke kunne være færdig inden folketingsvalget, så de partiernes kandidater havde haft mulighed for at melde klart ud på dette punkt inden valget.

Det er en skam, at vi ikke hører noget mere om de overvejelser, juristerne har gjort sig.  Hvilke sten i forfatningstraktaten er fjernet, således at folketinget nu kan godkende traktaten med et simpelt flertal?  Fælles flag og fælles EU-hymne er fjernet fra teksten, men vajer og klinger uformindsket. Det kan vel ikke være, det som gør forskellen.
Der er så meget vi gerne vil vide: Når det nu er sådan at en række områder og vedtagelser løftes fra den mellemstatslige søjle (2. søjle) til den overnationale søjlesøjle (1. søjle), det vil sige, at de nu skal afgøres ved flertalsafgørelser og ikke ved enstemmighed (vetoret), er det så ikke en form for suverænitetsafgivelse?

Hvordan kan det være, at en fælles sikkerhedspolitik og en fælles udenrigsminister (”Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik), ikke er suverænitetsafgivelse? Vi forstår, at det kan være nyttigt med et embede som kan tale på vegne af EU i disse sager sager, men at det ikke skulle være en afgivelse af dansk selvstændighed, det kan være svært for lægfolk at forstå. 

Hvordan kan det være at traktatens gummiparagraf 308 ikke giver anledning til et hævet øjenbryn, hvor det heder at ”rådet kan vedtage passende bestemmelser, hvis en handling forekommer påkrævet og ikke har hjemmel indenfor rammerne af de politikker som er fastsat i traktaterne”?

Hvordan kan det være at det ikke er suverænitetsafgivelse, når EU rettens forrang bliver knæsat i traktatteksten. Man vil sikkert sige, at EU rettens forrang længe har fungeret  i praksis i utallige afgørelser ved EU domstolen, men  er det ikke en skærpelse når EU-rettens forrang bliver en del af traktat grundlaget? Nu skal al dansk lovgivning inklusiv Grundloven retfærdiggøre sig overfor EU lovgivning. Hvis der var tale om et mellemfolkeligt arbejde, var det mere rimeligt om  EU-lovgivning skulle prøves på de nationale grundlove og forfatninger.

Hvordan kan det være, at Danmark kan tiltræde reformtraktaten efter paragraf 19, som udtrykkeligt skal bruges med henblik på mellemfolkelige anliggender, når EU på mange områder og nu med reformtraktaten på endnu flere fungerer og virker overnationalt?

Hvilke tanker har man gjort sig i justitsministeriet, når de ovenstående vanskeligheder ikke bekymrer? Hvad skulle da overhovedet kunne give problemer i Lissabon-traktaten? Der var en kendt mand, som sagde: ”De sier myggen fra og sluger kamelen”. Det skulle vel ikke være det, de har haft travlt med i Justitsministeriet?